Smartlog v3 » Verden set fra sidelinien » Facelift
Opret egen blog | Næste blog »

Verden set fra sidelinien

Rote Mutters alternative centrum

Facelift

26. Feb 2010 05:59, Rote Mutter

Når jeg bliver færdig vil jeg:

- give denne blog et facelift. Nye billeder, eller billeder i det hele taget, nye sider og måske en helt ny blog? Hvem ved hvad jeg får tid til.

- og det samme med mit hjem. Her er det især vasketøjet der trænger til en omgang, ppapirer der skal smides ud og gamle fotos fra før digitaliseringen, der skal i mapper.

- læse fire romaner ud i en køre. De er allerede indkøbt. Det bliver et par af Marian Keyes, Candace Bushnell (og til dem der ikke ved det: Det er hende der oprindelig skrev bogen "Sex and the City"), og så Mathilde Walter Clark. Og nej. Ikke Priapus.

- begynde at løbe igen. Og det er hårdt tiltrængt kan jeg godt love. Jeg har et mål om at løbe 10 km på 50 minutter til  iForms kvindeløb om knap 2 måneder. Det mål var meget lavt sat, da jeg meldte mig til i efteråret. Men jeg har ikke løbet regelmæssigt siden midt i december, og ved ikke om jeg overhovedet kan løbe i 50 minutter.

- bruge en formiddag ved frisøren. Selv om det måske kun er mig der trænger til en gen-farvning.

- søge et normalt lønarbejde. Selv om det ser fint ud med finanserne, så er kreditten altså ikke uendelig. Men på den anden side: jeg har verdens sødeste bankmand ;-)

- betale mine regninger. Øh, ja det... 

- sende bogen til et forlag. Hmmn. Må nok hellere lige få en korrekturlæser ind over.

- skrive morgensider igen - helt for min egen fornøjelse. Det er den absolut bedste måde jeg kender til at få tænkt tingene  godt igennem på daglig basis, tømme hjernen og bare være kreativ.

Alt det vil jeg gøre når jeg er færdig med de her knap 400 siders roman.

I eftermiddag.

:-)

Og den vakse læser spørger måske hvor min familie er i det her? Den er her hele tiden og overalt. Lige nu står en del af den med sin dyne og vil gerne have mig til  at gå ned og tænde fjernsynet. Klokken er ikke engang seks! 

Så jeg smutter igen. 

Rote Mutter

Lena  H
Verden set fra sidelinien

Fortiden

Tags

Arkiv