Smartlog v3 » Verden set fra sidelinien » Længe leve hverdagen
Opret egen blog | Næste blog »

Verden set fra sidelinien

Rote Mutters alternative centrum

Længe leve hverdagen

17. Aug 2009 11:52, Rote Mutter

Det er idag jeg starter med at skrive igen efter sommerpausen. Havde vel et eller andet sted troet at jeg bare kunne gå igang med at skrive sådan lige på, men sådan gik det slet ikke.

For det første stod jeg slet ikke så tidligt op, som i min ferie, hvor jeg jo skulle op og morgenskrive før de andre vågnede. For det andet var der lige et barn der skulle starte i børnehave igen efter tre måneders orlov og for det tredie er der fællesspisning i børnehaven i aften og jeg fandt først ud af at forældrene medbringer en ret, da jeg stod dernede klokken ni i morges. Og jeg som troede at nu slap jeg for madlavningen idag. Men nu har jeg lavet dej til græskar-gifler og senere laver jeg lige en basillikumpesto og steger sguash til salat til. Alt sammen fra haven.

Og hvis jeg løber tør for overspringshandlinger, er jeg lige kommet i tanker om vasketøjet. Der er altid et eller andet jeg kan vaske, og noget yndlingstøj til børnene, som helst skulle have været rent og tørt til i morges. Men det var det ikke, for vores afløb fra vaskemaskinen virker ikke og ham fætteren herjemme har både renset afløb og lavet marsvinebur sådan lidt på skift igår, mens vi andre fornøjede os i Gellerupbadet. Det er i øvrigt det bedste svømmebad i Århus, men sig det ikke til nogen. Iben vil gerne have det for sig selv, og ikke risikere at blive overrendt af folk der bor meget tættere på andre svømmehaller... Og det var faktisk rart at der var så forholdsvis god plads. Ikke nødvendigt at dele bane med nogen og to kæmpestore børnebassiner. Hvorfor i alverden har vi ikke været der før?

Nå men tilbage til skrivningen. Jeg er lige kommet til at tænke på at jeg nok hellere må printe ud og gennemlæse først. Jeg blev færdig med 1. kladde før vi rejste, men kan ikke lige på stående fod huske hvad der står på alle 400 sider, så de næste par dage går nok med gennemlæsning, før jeg går videre med første gennemskrivning. Det skal nok blive til en hel del større ændringer.

Og så er det vist også på tide at få lavet en plan for arbejdet i Oslo. Det er allerede på fredag. Og jeg har ikke engang bestilt billet eller hotel.

Og er der ikke noget med at regnskabet skal være indleveret til skat før 1. september? Fandt i øvrigt ud af at min genbo er revisor, da vi var til nabofest i lørdags. Den oplysning må kunne bruges til noget på et tidspunkt.

Nå men jeg må videre med arbejdet...

:-)

Rote Mutter

Lena  H
Verden set fra sidelinien

Fortiden

Tags

Arkiv