Smartlog v3 » Verden set fra sidelinien » New mindset intended
Opret egen blog | Næste blog »

Verden set fra sidelinien

Rote Mutters alternative centrum

New mindset intended

13. Nov 2010 21:47, Rote Mutter

Jeg har ikke lyst til at skrive om min elendige økonomi, hvor få penge jeg tjener og hvor meget jeg arbejder, så i stedet for vil jeg gerne forsøge at beskrive hvor glad jeg er for mit arbejde og hvilke mentale forandringer jeg gennemgår i øjeblikket.

Cirka hvert efterår kommer jeg i den situation at jeg synes "nu skal der ske noget - nu vil jeg have styr på det med økonomien." Så sker der lidt. Det gør der også nu. Men da jeg ikke længere har nogen penge at rykke rundt med, betale regninger med eller købe ind for, så er det vist mest i mit eget hovede det foregår.

Jeg har for eksempel fået et godt forhold til:

- Skattevæsnet. Glæder mig ligefrem over deres skrivelser. Elsker også navnet. Tænk bare at gå rundt og hedde "skatte-væsen". Hvor må det være elsket, egentligt, når jeg tænker over det.

- Rudekuverter, som faktsik bliver åbnet samme uge de ankommer, fremfor samme århundrede (ej det er en overdrivelse. Jeg har stadig uåbnede kuverter fra 1998 liggende i skabet). De nye gør i hvert fald.

-  Skræmmende opgaver. Jeg har kastet mig ud i opgaven med at omsy en stor og klumpet vinterfrakke jeg købte for 75 kr (som ny, med prismærke 2495 kr. og uopsprættede lommer) i den lokale genbrugs. Før var den et par størrelser for stor, nu er den elegant - ja næsten smuk. Og det var overhovedet ikke svært at åbne foret, sy nye sømme, få det hele passet samen igen og lukke foret. Jeg tror endda kun det tog en time. Tænt at jeg har været så bange for den opgave.

- Uoverskuelige opgaver. Det er vist mest den roman jeg fik tilbage fra Rosinante, jeg her tænker på. Lige pludselig er det blevet helt spændende at skrive den om, selv om jeg er meget midt i gang med en anden roman og et skuespil. Men jeg kan jo godt selv se hvor jeg skal sætte ind. Alene det er skønt.

-  Alle de ting jeg har i huset. De får nye pladser, hvis de er i brug eller betyder noget. Ellers er det ud. Det er der så gået mange uger med. Der er nogen der påstår det forbedrer økonomien.

- For ikke at tale om at jeg har fået vaskemaskinen til at vaske rent, og i bar glæde også lægger tøjet sammen og på plads når det er tørt. For det meste. Med mindre selvfølgelig min mor kommer på besøg. Det skal jo heller ikke se ud som om jeg ikke kan bruge hendes hjælp.

- I sidste uge var jeg alene til koncert og fik det hverken underligt eller følte mig forkert eller noget, selv om jeg var helt forkert påklædet i forhold til alle andre, der vist bare var hoppet i deres yoga-tøj. Alle andre dansede på bare tæer. Jeg væltede så rundt på mine 10 cm-hæle og trådte på de bare tæer. Det var meget skægt. Den eneste relation det har til min økonomi er at den koncert (og taxaen) snuppede de sidste penge. Men hvad. Der kommer nok nogen flere ret snart, vil jeg tro.

God weekend til jer alle.

Rote Mutter

Lena  H
Verden set fra sidelinien

Tags

Relaterede