Smartlog v3 » Verden set fra sidelinien » Skilsmisser
Opret egen blog | Næste blog »

Verden set fra sidelinien

Rote Mutters alternative centrum

Skilsmisser

3. Sep 2010 10:39, Rote Mutter

trives i bedste velgående, både i famile-, venne- og blog-kredse. Til glæde og sorg.

Alligevel tror jeg ikke på dem. Jeg tror der findes en løsning på alle problemer, der ikke indebærer en skilsmisse. Har selv været det meste igennem med min mand.

Jeg ved udmærket godt at jeg med dette indlæg kommer på kant med den halvdel af Danmarks befolkning der er skilt (en eller flere gange) eller tænker på at blive det. Alligevel er det ikke ment som en kommentar til hverken den ene eller den anden skilsmisse, men er ment helt generelt og meget personligt om mig selv.

Jeg bliver ked af det, når nogen jeg kender meddeler de skal skilles. Jeg tænker altid: "Kunne I ikke gøre det lidt bedre, prøve lidt mere? For alle andres skyld end lige jeres egen." Men jeg siger det aldrig, for det kan man jo ikke sige til nogen der står midt i deres livs krise og sorg, og sandelig godt ved at det er børnene det går ud over , når forældrene ikke kan finde ud af det sammen.

Og det er ikke kun børnene, forældrenene og søskende det går ud over, men også de andre omkring parret, også mig: Veninden der ikke længere kan være fortrolig med ex-manden, kusinen der føler hun må vælge side i konflikten eller bare har det svært med de følelser en nærtstående fætters skilsmisse vækker.  Jeg er naboen som bliver ked af det når kvinde jeg kender godt gennem mange år, bliver depressiv af skilsmissen, niecen som ser sin halve familie reduceret til frustrationer og sorg.

  

Alligevel er jeg ofte den der står på spring for at kramme, hjælpe med flytning og rengøring, lytte etc. I det omfang jeg får lov.

Jeg ser en eller to mennesker som vælger deres engen lykke (eller ulykke om man vil) på bekostning af andres. Er det virkelig helt passé i vores postmoderne samfund at finde lykken i fællesskabet, hvor man tilsidesætter sin egen lille egoisme til fordel for den samlede lykke? Ikke på kommunistisk vis, men på kærlig vis.

Jeg ser også mennesker komme videre på trods af skilsmisser, men jeg har endnu aldrig set en skilsmisse der ikke har givet ar, smertende ar. Skilsmisser skaber en sorg der ligner den man føler når nogen dør, for der er noget der dør med en skilsmisse. Der er nogen der vælger at slå noget ihjel, hvis jeg må have lov at være så direkte. Og det må jeg på min egen blog.

Derfor tror jeg ikke på skilsmisser. Jeg tror på at der er en løsning, hvis man vil. Det er så spørgsmålet. I en skilsmisse er der altid mindst en part der ikke vil (også når parterne er enige om ikke at ville).

Kunne vi ikke gøre det bare lidt bedre, lidt kærligere?

Nu tænker du måske: Det er da vist en meget kvindeundertrykkende tankegang det der, for var det ikke kvinderne der i sin tid kæmpede for skilsmisse? For mig at se går skilsmisser mest ud over kvinder og børn (især efter at loven er blevet ændret under denne regering, så mænd nu får hele deres pension for sig selv ved skilsmisse), og det har nok ikke været intentionen. 

Selvfølgelig er der undtagelser, det er der altid. Og jeg kunne aldrig drømme om at skilsmisser skulle være forbudt. 

Kommentarer

  1. Hulemor
    3. Sep 2010 11:02
    1

    Uuh uuh, det er sprængfarligt. Jeg forstår godt alle dine tanker. Og hvis verden var ren og god, kunne det være sådan. Og hvor er du og din mand heldige, at I formår at kommunikere "i medgang og modgang".
    I mit tilfælde vil jeg sige, at når man er gift med et menneske, der har karakterafvigende træk, og man efter 10 års samliv er så nedbrudt, at alle normale reaktionsmåder er trængt i baggrunden - så er der kun en vej...VÆK.
    Og jeg ved godt, at det fåtallet.
    Måske kunne nogle skilsmisser afværges med den rette rådgivning/hjælp/dialog/kærlighed/vilje.
    Desværre må jeg sige, at der IKKE altid er en løsning, hvis man vil (Og ja, det provokerer mig, fordi jeg selv ville ønske, at vilje var nok...)
    I min familie bliver "man" ikke skilt. Hvilket vil sige, at der er ægteskaber, der har overlevet krænkelser, nedgørenhed, respektløshed og sågar børn til 'anden side'. Og her taler vi altså helt 'normale', pæne, velfungerende kernefamilier. Der har nok været vilje til at blive sammen, men jeg havde ikke betalt den pris!
    Det blev langt ;o) (Måske jeg selv skulle overveje et indlæg!!)

    God weekend

  2. Lena
    3. Sep 2010 12:55
    2

    Hmmn. Det jeg for 20 år siden troede var vilje, var måske ikke andet end stædighed. I dag tolker jeg vilje meget mere handlingsrettet end dengang.
    Krænkelser og børn til anden side mv. lyder heller ikke helt som "vilje til ægteskab" i mine ører.
    Min opfattelse af ægteskab er mere i retning af at elske hinanden. Ikke kærlghed som en følelsesmæssig forudsætning for et ægteskab, men som handlinger der binder ægtefæller sammen i fortrolighed, ligeværdighed, respekt, kærlighed og forståelse.
    Jeg tager "at elske" meget seriøst som verbum, noget man gør aktivt. Desuden er kommunikation ikke noget alle bare kan. Vi har brugt mange år på at lære det, hvilket har rigtig meget med vilje at gøre.

  3. DFO
    21. Sep 2010 05:48
    3

    Du er da en hat!

    Jeg har læst din kommentar på min ekskones blog, og fristes til at sige: Hvad fanden ved du om det?

    I det konkrete tilfælde kan det være du har ret; at nogle mennesker du ikke kender, ikke bliver enige om uenigheder du ikke ved hvad er, det kunne også være at du tog fejl: at de godt kan være enige, eller få tingene til at glide, for børn, venner, familie og ikke mindst deres egen skyld. Så at sidde og opfordre fremmede til melt-downs i andres hjem, og "giv dem sandheden"? Føj for pokker!

    Det gjorde mig sgu fortørnet nok til at læse din blog, og jeg må sige at jeg langtfra er enig, endsige imponeret!

    "Jeg bliver ked af det, når nogen jeg kender meddeler de skal skilles. Jeg tænker altid: "Kunne I ikke gøre det lidt bedre, prøve lidt mere? For alle andres skyld end lige jeres egen."

    Du mener at folk der ikke længere føler sig som kærester, skal blive sammen for alle andres skyld end deres egen!?! Fordi du ikke kan klare at de vil gå fra hinanden? Det er da whack...?

    "Derfor tror jeg ikke på skilsmisser. Jeg tror på at der er en løsning, hvis man vil. Det er så spørgsmålet. I en skilsmisse er der altid mindst en part der ikke vil (også når parterne er enige om ikke at ville).

    Kunne vi ikke gøre det bare lidt bedre, lidt kærligere?"

    Ok, lidt ærlighed skal du have... Jeg gider ikke fortælle dig hvem der er hvem, hvis du kender vores situation så godt som du giver udtryk for, så kan du sikkert selv regne det ud: Hvad med kærligheden til sig selv og hinanden, hvis man vokser op sammen, men væk fra hinanden? Hvad hvis man får forskellige værdier? Forskellige drømme? Så forskellige, at det at blive sammen vil betyde et kompromis så stort, at man enten skal leve mod sin overbevisning eller at den anden skal gemme sine drømme væk?

    "især efter at loven er blevet ændret under denne regering, så mænd nu får hele deres pension for sig selv ved skilsmisse"... For mig at se handler ægteskab og skilsmisse langtfra om penge, men om kærlighed, men der ser vi åbenbart forskelligt på det!

    Normalt har jeg ikke blandet hakken i hvad folk skriver af kommentarer til hende, for hun har ret til sit nye liv, opbakning og alt det der, men efter forleden har jeg læst lidt med på hendes blog igen, og du træder sgu over mine grænser med dit: Bare giv dem råd!

    Helping? Not so much!

  4. Lena
    21. Sep 2010 11:51
    4

    Hej DFO
    Jeg kender dig ikke, men kan forstå at du er Trines X og at jeg havde helt ret i min kommentar om at du aldrig ville opleve tingene på samme måde som hende. Jeg har aldrig skrevet at hun skal give jer råd. Forstår ikke hvad du mener med det, men det var måske en opfordring til at vi to kunne bytte rod, for det har jeg meget af - af mange slags.

    Jeg synes det er en uskik at kommentere på andres kommentarer eller indlæg, som skrives andre steder end i tilknytning til det oprindelige indlæg. Derfor lægger jeg et link her: http://hverdagsjunkie.blogspot.com/2010/09/skam-dig-fraskilte-menneske.html

    Det glæder mig at du er fortørnet, for jeg har ikke skrevet indlægget for at imponere dig. Det er min faste overbevisning at uanset hvor meget umage skilsmisseforældre gør sig, vil børnene og andre omkring dem altid lide under deres beslutning (enkelte børn lider også i familier der ikke er skilt, men det er ikke dem jeg omtaler her). Derfor er det et meget stort ansvar de påtager sig.

    Det at elske er et udsagsord, og derfor knyttet til handlinger. Hvis man elsker gør man kærlige handlinger. Hvis man gør kærlige handlinger kommer man til at elske. Så enkelt lever vi herhjemme, og det er det jeg mener med at gøre sig lidt mere umage.

    Vi to vil heller aldrig blive enige om den sag, så det har jeg ikke tænkt mig at bruge flere kræfter på nu.

  5. DFO
    21. Sep 2010 19:09
    5

    Så har du åbenbart ikke forstået noget...

    Jeg skriver ikke at du har ret! Jeg skriver, at det aner du ikke om du har, for det gør du ikke. Det som Trine skriver i sit indlæg er, at hun kom ud med ting, som hun fortryder, på en måde hun fortryder, hvortil du skriver at "de har de sikkert fortjent - bare giv dem!"

    Hvad bilder du dig ind? Hvorfra ved du, at det havde jeg sikkert fortjent?
    Hvordan kan du tillade dig, at opfordre hende til "bare at komme af med det hele?"
    Du aner sgu da ikke, om vi bliver enige om noget eller ej!

    At jeg skrev det på din blog, og ikke hendes er fordi jeg egentlig ikke havde lyst til denne diskussion, men mener at du med dit, i mine øjne meget dårlige råd, forplumrer mere end du hjælper! Det synes jeg ikke Trine behøvede spilde sin tid med, og da jeg klikkede videre på din kommentar havnede jeg på din blog, og så dit indlæg om skilsmisse, og forstod hvor du gik galt i byen.

    Da jeg afsluttede min kommentar før, skulle jeg have skrevet bare-giv-dem råd, ikke bare giv dem råd, for jeg mener ikke at du skrev Trine skulle give os råd, men at hun bare skulle sige os sandheden. Det var dit råd, i din kommentar til hendes indlæg.

    Din kommentar til Trine om, at vi alligevel aldrig bliver enige (er man lidt profet?) står i ret skærende kontrast til dit indlæg om at blive sammen for enhver pris?!?! Vil det sige, at man skal gøre hvad der kræves i et ægteskab, for omgivelsernes skyld, men at bliver man skilt, er man fri fra at gøre sig umage, sluge et par kameler og vise god vilje? Du er usammenhængende, og at det glæder dig, at du har gjort mig fortørnet, siger vist mere om dig, end om skilsmisser, velvilje og udsagnsord, end du gør i dit indlæg...

    PS. Sorry fordi jeg kaldte dig hat, jeg var lidt fortørnet...;-D

  6. Lena
    22. Sep 2010 10:21
    6

    Hej DFO
    Tak for dit gen-svar.
    Det er ok. Jeg bliver ikke sur over at du kalder mig en hat.
    At det glæder mig at du bliver fortørnet, skyldes at du kommenterer noget jeg har skrevet til en anden og blander det sammen med noget jeg har skrevet på min egen blog. Intet af det var skrevet med dig i tankerne, men det er da fint nok at du har læst det. Jeg skal nok tænke over det du skriver.

    Og nej. Jeg er hverken profet eller andet, men havde lyst til at muntre hende lidt op. Jeg har da før været i en situation som den hun beskriver, og det har ikke ødelagt noget i venskaberne af den grund, men måske forandret dem. Et eller andet er der som regel om det, når nogen flipper ud. Det er bare ikke særligt behageligt. Skam er så kulturelt bundet, at det sjældent løfter mennesker at have det sådan, derfor forsøget på at tage det humoristisk.

    Noget af det der er svært når venner bliver skilt, er at se dem forelske sig/være glade for deres nye partner og selv kunne lide ham/hende, når det samtidig er så tydeligt at børnene lider under skilsmissen, er utrygge eller ukoncentrerede i skolen, eller bare synes det er vanskeligt at skulle navigere i flere familier. Desuden er det ofte besværligt at se skilte vennepar og børnene. Meget besværligt at arrangere faktisk. Og hvem skal man invitere og hvorfor kommer han ikke til den fest der osv.

    Mit indlæg her handler udelukkende om hvordan jeg har det med de mange skilsmiser omkring mig. Din er ikke en af dem, for vi har aldrig kendt hinanden. Jeg er imod skilsmisser som sådan og gør mit bedste for at hjælpe folk til at blive sammen, hvis det er muligt, og det har det været et par gange. Andre gange er det hjælp til skilsmissen de behøver, og så er det det de får. Uden skam i tillæg. Jeg kører gerne 30 km for at hente og passe andres skilsmissebørn, så de ikke skal være i institutionerne til lukketid hver dag, eller for at de ikke skal skifte skole.

    Skilsmisser er frustrerende og spreder frustrationer (og andet) omkring sig. Jeg har aldrig været helt derude, så jeg ved ikke om de også løser op for nogle knuder.

  7. Trine
    10. Oct 2010 10:11
    7

    Der er ingen vej til lykken, lykken er vejen.
    Men hvis man med sin partner bliver ved med, at diskutere hvordan styret skal holdes, hvornår der skal bremses og gasses op, mens ungerne skriger på bagsædet efter opmærksomhed. Så mener jeg, at det er for alles bedste, at køre hver sin bil, have børnene på skift, for på den måde at kunne nyde udsigten og koncentrere sig om det vigtigste - i dette tilfælde; børnene... Det er bare sådan rent metaforisk ;)

    Lidt sent svaret, men endelig havde jeg tid til, at sætte mig bare lidt ned og læse på din blog ;)

    Knus Trine

  8. M. Andersen
    19. Oct 2010 09:58
    8

    Kære blog-mutter,

    Jeg tænkte ligesom dig, da jeg stadig var gift:"KAN de da ikke bare finde ud af det, i stedet for at blive skilt?".

    Nu er jeg selv gået min vej fra et ikke-fungerende ægteskab og jeg er LYKKELIG for at være sluppet væk!

    Så mit bud er:

    Lad være med at blive i et dårligt ægteskab og slide dig selv, din mand og dine børn op, mens du lyver om det hele overfor dig selv og dine venner. Hvis du er ulykkelig, så husk, at du har lov til at blive lykkelig.

    Du skylder dine børn at vise dem, at du tager ansvar for dit eget liv og stopper med ting, der er dårlige for dig. Ellers vil de gentage dit mønster.

    Vi er heldigvis nogle, der ikke gider lide uendeligt :-)

    KH M

  9. pooja
    1. Nov 2010 21:46
    9

    Hej
    Jeg har læst alle indslagene og tænker at i hver især har ret i jeres sag.... det er kun jer der ved hvad i har været igennem og fundet den bedste løsning for jer....
    Jeg er selv fornyelig blever sepereret( ikke fordi jeg har haft et valg da manden bare ikke ville være med mig mere) og har 2 meget små børn..... Og jeg ville give ret i at det altid er børnene der betaler prisen for vores beslutninger..... og det skær i mit hjerte!!! Jeg har været gift i 8 år og jeg giver fuldstændig ret i at der er noget der dør i en...... Og det for mig er tegn på kærlighed og det burde være nok til at redde et forhold..... men i min situation har jeg lært at der skal to til at redde et ægteskab men jeg har kæmpet alene i så lang tid at jeg mistede mig selv helt..... og ærlig talt så kunne jeg kæmpe resten af mit liv for man giver( i mine øjene) ikke op på noget man har skabt gennem 8 år...... Man giver heller ikke op på sine børn hvis det er på forkert spor, vi som forældre kæmper som i helved for vores børn..... hvorfor er det så svært i forhold til hinanden for det rammer sku de små i sidste ende.????
    Jeg ved ikke hvordan man idag ser på et ægteskab men mit syn på ægteskab er anderledes....... Hvad for folk til at tro at et ægteskab skal være perfekt..... Hvis ikke der var uenigheder i et forhold ville det fandme være et kedeligt forhold.....
    Man kan ikke være evig forelsket som dag et det siger da sig selv...... ens kærlighed bliver delt mellem børnene også...... er det så svært at finde en løsning????

Rote Mutter

Lena  H
Verden set fra sidelinien

Tags